I forelæsningen beskrives universets opbygning og videnskabens udvikling gennem 5000 år, særligt med hensyn til afstandene i universet og de store ændringer i opfattelsen, som er sket i det gamle Babylon og det antikke Grækenland lige op til det moderne Europa. For Dante Alighieri (1265-1321) bestod det åndelige kosmos af Himlen, Jorden og Helvede, og det var foreneligt med det fysiske kosmos som var bekendt fra Aristoteles (384-322 e. Kr.). Dante beskriver i sit store digterværk ”Den guddommelige Komedie” de fysiske og astronomiske forhold på en måde, der viser, at han vil beskrive alting helt korrekt. Tycho Brahe beviser tre hundrede år senere ved sine observationer af den nye stjerne i 1572 og senere af kometer, at de himmelske sfærer slet ikke eksisterer. Siden da er det blevet endnu vanskeligere, at forene de gamle ideer om det forenede åndelige og fysiske kosmos med vores stadig voksende viden om det fysiske univers. Ptolemæus, som levede mere end et tusind år før Dante, fandt frem til en afstand til stjernerne på 20,000 gange Jordens radius. Denne radius for det synlige univers på den tid er tilfældigvis næsten lig med den virkelige afstand til Solen, eller 14 milliontedele af et lysår. I dag er radius af det synlige univers en million milliarder (10 i 15tenden potens) gange større end både Ptolemæus og Tycho Brahe troede.