Mange, både lægfolk og fagfolk uden for hebraisk-specialisternes kreds, inklusive esperantister og sågar israelere, gentager ofte naivt den myte at hebraisk er genoplivet. Faktisk er hebraisk ikke genoplivet, og kunne heller ikke blive det, af den simple grund at det aldrig døde ud! Alligevel er det som skete for hebraisk fra midten af det 19. århundrede bestemt et unikt fænomen uden fortilfælde i menneskesprogenes moderne historie. Desværre er den virkelige proces stort set ukendt hos andre end hebraisk-specialister. Denne forelæsning søger at afmytologisere den ved opsummering, dels af den nyeste forskning specielt på dette område, som ikke let kan fremskaffes af ikke-fagfolk, dels af forskningen i sprogplanlægning generelt.

Først vil jeg resumere det hebraiske sprogs historie fra begyndelsen op til tiden før ”genoplivelsen”, som er baggrunden for denne sproglige proces, og vise sprogets tilstand gennem århundrederne. For det andet vil jeg forklare, hvad der egentlig skete med det nyhebraiske sprogs status, dvs. med dets sociale funktioner, først i Østeuropa og siden i Israel. For det tredje vil jeg forklare hvad der virkelig skete ved det nyhebraiske sprogs korpus, dvs. dets grammatik og ordforråd. I anden og tredje del vil jeg også se på hvilken status- og korpus-planlægning der fandt sted, og hvad der siden skete som følge eller på trods af sprogplanlægningen. Til slut vil jeg se på hvad der førte til det hebraiske sprogs succesfulde ”genoplivning”, eller med andre ord, om det kunne have fundet sted i en anden tid og på et andet sted.