Zamenhofs program for et internationalt sprog fremstår meget mere organiseret og komplekst end man skulle tro ved første øjekast: ideen om et privilegeret kommunikationsmiddel for menneskeheden skulle, efter initiativtagerens synspunkt, blot være det første skridt i en langt mere ambitiøs tankegang. Esperanto skulle blot være et redskab til, i en verden med en fælles kultur, at bidrage til skabelsen af en fællesskabsfølelse, med den påstand at der var et etisk motiv til pioner¬bevægelsen: sådan som et brosprog, omend beskyttende de etniske sprog, skulle kunne bidrage til forbedring af verdens kommunikation, således skulle en broreligion, med samme mål som esperanto, kunne hjælpe til menneskehedens fremskridt. Dette forsøg på globalisering før tid viser en overordentlig modernitet, i en verden hvor vi lige som i dag risikerer at tabe af syne den vigtigste vej til møde, til kontakt, til udveksling, til dialog, til gensidig forståelse for velstand og fred.